Dimission på Aalborg Universitet Esbjerg · 29. juni 2012

Den 29. juni 2012 dimitterede 27 studerende som diplom- og civilingeniører, kandidater og bachelorer.

Campusleder Anders Schmidt Kristensen gratulerede dimittenderne og udtrykte sin glæde over den rivende udvikling på campus. Flere forsknings- og udviklingsprojekter er allerede hentet hjem i 2012 bl.a. det såkaldte ePolice, Rumskrot, og Medialogi har lige fået EU projekt Ideagarden igennem. Midler hentet hjem i 2011 er udmøntet i aktiviteter såsom 3D printede prototyper i samarbejde med Erhvervs Akademiet, vindtunnel til Energiforskning samt Green Screen og KidSmart® Laboratorium til Medialogi og læringsaktiviteterne. Faciliteterne giver undervisere, forskere og studerende muligheder for at afprøve nye teknologier og metoder. Samlet skaber dette et innovativt miljø, som erhvervslivet også kan drage nytte af, og som skaber værdi såvel økonomisk som socialt i området. Samtidig kan campus tilbyde potentielle studerende flere faglige muligheder, når de besøger campus for at høre om uddannelser, deltage i faglige aktiviteter og opleve studiemiljøet samt møde studerende.

Dekan Eskild Holm Nielsen sendte dimittenderne videre i karrieren ved at sige, at I er en eftertragtet vare, jeres kompetencer er efterspurgte, og I kommer til at gøre en forskel med jeres faglige kompetencer og jeres måde at løse problemer på og samarbejde på. I kan begå jer på globalt plan, men mit håb er at nogle af jer bliver i området og bidrager til udviklingen i regionen. Dekanen fremhævede også det gode samarbejde med erhvervslivet på uddannelsesområdet og sluttede med at sige til dimittenderne, at de skal tage vores særlige studieform problembaseret læring med videre i livet og ønskede held og lykke på fremtidens arbejdsmarked.

Både repræsentanten for Ingeniørforeningens lokalafdeling samt Teknisk Landsforbund fremhævede i deres tale, at der er brug for jer med den viden, som I har fået på Aalborg Universitet Esbjerg. Repræsentanten for Studentersamfundet på Aalborg Universitet Esbjerg supplerede med at bede dimittenderne om at bruge deres viden til at hjælpe de nuværende studerende, som de møder på deres vej, og som beder om hjælp.
 

                                                

 

Læs om prisoverrækkelser her

Læs også om afslutning for adgangskursister

Gå til nyhedslisten