AAU logo

ESBJERG

Aalborg Universitet Esbjerg

Studiestartsdagene 2017

Også i år løb studiestartsdagene på AAU Esbjerg over flere dage, da der var særskilte arrangementer for de danske og de internationale studerende.

Lagt online: 05.09.2017

I ugerne op til studiestarten ankom de nye internationale studerende, de blev hjulpet godt på vej til deres kollegieværelser af campus tutorer, der tog imod dem på banegården eller ved busterminalen. Der blev også holdt daglige intromøder, hvor de blev introduceret til Esbjerg, og kunne få svar på alle de spørgsmål de havde.

30. august var der officiel international velkomstdag. Programmet lød bl.a. på velkomst fra Campuschefen Anders S. Kristensen, oplæg fra kommunen og biblioteket. Den studerende Adelin Vatasescu fra Rumænien fortalte om det at være international studerende på AAU Esbjerg, og de hørte om de sociale ting, der foregår på universitetet og i Esbjerg generelt. Om eftermiddagen var der tid til en rundvisning på Campus, hvor de nye studerende bl.a. så vores flotte nye laboratorie-faciliteter, kantinen, biblioteket, og selvfølgelig studenterbaren Smuthullet.

Introdagen for de nye internationale studerende
Introdagen for de nye internationale studerende
 

Den 31. august var der arrangeret en ekskursion for de nye internationale studerende til den historiske by Ribe. Første stop var dog ”Huset” – som bød dem velkommen til De Studerendes Hus i Esbjerg. Herefter gik toget mod Ribe hvor de studerende fik lejlighed til at stifte bekendtskab med det danske køkken, da de fik serveret traditionelt smørrebrød på Restaurant Backhaus. Herefter var der rundvisning i domkirken og i byens små gader, hvorefter de kunne udforske Ribe på egen hånd.

      
De internationale studerende fik en rundvisning i Ribe     Der smages på en dansk specialitet
 

1. september var officiel start for alle nye studerende på Første Studieår som var arrangeret af Studentersamfundet. Ved morgenmaden i kantine blev de studerende placeret i de grupper, de skal arbejde i under deres P0-projekt, og sad sammen med deres tutorer.

Klokken 10.00 var der formel velkomst ved Campuschef Anders Schmidt Kristensen og Dekan for det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet Mogens Rysholt Poulsen, hvorefter de studerende gik med deres tutorer ud på deres forskellige retninger og til en intro ved deres semester-koordinatorer. 


Campuschef Anders Schmidt Kristensen byder velkommen
 

Efter frokost stod der Tour de Campus på programmet. Her havde Studentersamfundet forberedt 12 poster rundt på campus, hvor de nye studerende enten fik noget nyttig information (om bl.a. Studiebyen og en SU quiz), eller fik en opgave, der havde med en af ingeniørdisciplinerne at gøre (fx. advarselssymboler fra kemi, eller matematikquiz). Opgaverne skulle løses i fællesskab, så det også virkede lidt som teambuilding. 

     
To af posterne ved ”Tour de Campus ”