AAU logo

ESBJERG

Aalborg Universitet Esbjerg

Alumneportræt: ELLEN GRIGORIAN GAMMELGAARD – Medialogi

Alumneportræt: ELLEN GRIGORIAN GAMMELGAARD – Medialogi

Ellen Grigorian Gammelgaard har altid interesseret sig for medier og teknologi. Det førte hende til drømmestudiet, Medialogi på AAU i Esbjerg. Hendes erfaring er, at med stædighed, tålmodighed og mod til at forfølge sine drømme når man rigtig langt. Ellen arbejder som online marketingassistent, derudover blogger hun og har eget firma i pipeline.

Lagt online: 04.08.2017

/alumni.aau.dk
 

Hvordan har jeg gjort brug af min uddannelse og AAU-kompetencer?

Jeg bruger det hver dag på min arbejdsplads og i mine virksomheder ved siden af. Jeg bruger de redskaber, jeg har fået på universitetet.
 

Mit bedste AAU-minde?

Det er så svært at sige, for jeg synes, at der har været så mange.
 

Hvorfor valgte jeg at læse på Aalborg Universitet frem for på et andet universitet?

Fordi Aalborg Universitet er et af Danmarks førende universiteter og går meget op i gruppearbejde og projektledelse. Desuden havde Aalborg Universitet den uddannelse, jeg havde stor interesse for. Jeg har altid haft interesse for medier, teknologi og generelt "nørdede" fag.
 

Hvorfor valgte jeg den uddannelse, jeg gjorde, og ville jeg have valgt anderledes i dag?

Nej, jeg ville ikke have valgt anderledes. Jeg valgte medialogi, da faget havde alt, hvad jeg har interesse for: Medier, produktudvikling, interaktive medier, spil, programmering, projektledelse og mm.
 

Hvad drømte jeg om som nyuddannet?

At arbejde med produktudvikling. At gøre en forskel og "bygge" noget selv.
 

Mit hidtidige karriereforløb

Jeg arbejder som online marketingassistent for Indeks Retail, der står bag Bog & idé, BOGHandleren samt Legekæden. Min hverdag består af grafisk design, blog, sociale medier, videoredigering og meget, meget mere i en verden af bøger. Udover dette har jeg haft arbejde i en Bog & idé butik i 10 år. Jeg er også den heldige ejer af hele 2 virksomheder, hvor den ene er Den Laktosefrie Blog, og den anden er et forholdsvis nystartet firma, som jeg har store fremtidsplaner for.
 

En typisk arbejdsdag for mig

Ikke en eneste arbejdsdag er ens på det travle kontor, men den står primært på vedligeholdelse, kreative tanker til bloggen, opdatering af de sociale medier og så lige de hasteopgaver, der vælter ind i løbet af dagen.
 

Mine fremtidsdrømme

At nå mine mål – jeg har rigtig mange drømme og ideer til min karriere. Men alt kræver blot tid (og lidt tålmodighed). Med hårdt arbejde ved jeg, at det nok skal lykkes.
 

Hvad betyder det, at Aalborg Universitet fortsat har en interesse i mig efter endt uddannelse?

Det er altid dejligt at holde kontakten – måske kunne det resultere i et fremtidigt samarbejde?!
 

Har du et godt karriereråd til studerende og nyuddannede?

Vær stædig, gå efter dine drømme. Intet er dumt – man kan nå rigtig meget med stædighed. Når du ser noget, du gerne vil opnå, så brug det til at motivere dig til at arbejde dig frem til det, i stedet for at tænke på at det er uopnåeligt. Så skal du nok nå langt. Udover det: Sørg for at arbejde med dine interesser, det er altid en fordel at have noget "ekstra" med til en jobsamtale fremfor blot at have papir på din uddannelse. Vær væbnet med tålmodighed. Hvis der er noget du vil, så bliv ved. Det skal nok lykkes en dag. Jeg taler af erfaring. Start så tidligt du kan med dine ideer og drømme, det er kun en fordel, når du engang er færdiguddannet og skal finde et job. 
 

Blå bog for Ellen Grigorian Gammelgaard

Uddannelse på AAU: Medialogi

Fakultetstilknytning: Det Humanistiske Fakultet

Campustilknytning: Esbjerg

Dimissionsår: 2013

Nuværende job: Online marketingassistent hos Indeks Retail